27. apr. 2008

Eg er ein politisk tåkedott

Kommentar eg fant som eg har skrive i Nationen.

Eg las ein FOKUS-kommentar i Klassekampen søndag 27.april av Trond Andresen under overskrifta "Håndverkerne. Tilhører du skravleklassen?" Han skriv blant anna dette:

"Tenk deg ei vannrett linje, hvor vi skal plasere yrkesgrupper etter deres «mentalitet». (...)
Jeg vil likevel hevde at det er visse typiske trekk som finnes, og at disse kan forklares. I venstre ende ikke tolk dette som politisk venstre) setter vi et merke for snekkere, rørleggere og elektrikere. (...) De er alle håndverkere fordi de behersker en forholdsvis krevende ferdighet, og den utøver de i sin jobb. De ser resultatet av sin innsats (...) Så beveger vi oss mot den andre enden av linja. Etter hvert dukker de opp, yrkesgruppene hvis innsats ikke er er lett målbar for andre.Etter hvert dukker de opp, yrkesgruppene hvis innsats ikke er er lett målbar for andre. Disse behersker redskaper som tastatur, snakketøy og powerpoint."

Mange let til å tru at kommentarer er noko ein må mase seg til å få skrive, eller noko ein skriv fordi ein sjølv vil vere i fokus. Godt mulig at enkelte av dei som skriver er meir ekshibisjonistiske enn dei som ikkje liker like godt å vere i søkelyset. Eg leverer det meste av mine kommentarer og saker på bestilling, folk spør meg om eg vil skrive. Kommentarstoff får ein nemleg også betalt for. Ofte faktisk betre betalt enn reportasje og nyhendestoff. Pengane kan ein bruke på hus og mat. Men eg liker jo også å få sakene mine i media. Sjølvsagt. Det må ein jo like for å vere i denne bransjen, skrivebransjen. Kva er ellers poenget med media? Ville vi hatt kommentatorer uten folk som tørr å heve stemma feks?

Enkelte trur at ein skriver kun for oppmerksomheita si skuld. Det hadde eg for min del aldri gidda. Da hadde eg heller funne ein jobb som engasjerte meg. Eg skriver for å få fokus på saker og ting som engasjerer meg, samt for penger slik at eg kan betale strøm og hus og klede og brus og brød. Det er kjempegøy. Det er eit privilegium. Så kan alle dei som har lyst å leve langt unna offentlegheitas søkelys, skaffe seg ein kontorjobb eller bli byråkrat. Ein får lønn for det også, men går glipp av masse interessante mail frå engasjerte mennesker. Dei går også glipp av sure folk som seier ærlig talt anne, no må du dempe deg litt.

Eg er ganske heldig som slepp ha ein sånn kjedelig boksematjobb. Både syting og konstruktive mail underheld meg i timesvis. Det er ganske greit å få lov til sei kva ein meiner, både reint personleg og økonomisk. Men RIK blir eg ikkje før om eit par år;) Morro er det lell.